Château Trèviac - Bergmanns vinside

Bergmanns Vinside
Gå til indhold

Château Trèviac

Frankrig > Languedoc/ Roussillon > Dyrkere i Languedoc
Så er vi rigtig ud på landet i vindistriktet Corbières! Her, ca. 40 km fra Narbonne og 4 km fra nærmeste landsby, ad en meget smal vej, kun med udsigt til krat, skov og vinmarker, ligger Château de Trèviac, hvor 3 veje mødes, deraf navnet. (Fra latin Tri-Via) Der er nu ikke meget slot over bygningerne, men vinen fejler ikke noget.
Vingården, der blev startet efter 1. verdenskrig af Fernand Siè, der var overbevist om mulighederne i dette uopdyrkede område, og som bid for bid fik ryddet og tilplantet jorden, et arbejde som blev videreført af efterfølgende generationer. Vingården har været selvstændig lige siden, også i vanskelige år, hvor de fleste vinbønder sluttede sig sammen i kooperativer. I dag drives gårdens 36 ha af Arnaud Sié, som er 4 generation. Gårdens jorder ligger forholdvist højt og er fortrinsvis tilplantet med Syrah og Grenache. Druerne håndhøstes ved optimal modenhed, og derefter får de en kold udblødning (maceration) før den temperaturregulerede gæring. Vinene lagres på betonfade og ser ikke træ.
Domænet producerer kun to forskellige rødvine, deres almindelige Corbières, Château Trèviac og en luksus cuvée "Cascal". Det er dog kun Château Trèviac der kan fås i Danmark. Denne vin, der laves på 60% Syrah og 40% Grenache er en kraftig sag på 15%. Den er kraftig, blød og fyldig, mørk og tæt med en duft af mørke frugter med noter af oliven og rosmarin. En vin med bløde tanniner og en lang eftersmag. Et rigtig godt glas vin.
Tilbage til indhold