Dom. Combe Juliere - Bergmanns vinside

Bergmanns Vinside
Gå til indhold

Dom. Combe Juliere

Frankrig > Rhône > Sydlige Rhône > Rasteau > Dyrkere i Rasteau
Robert Laurent bryder sig ikke meget om Syrah, så derfor laves hans Rasteau vine kun på Grenache tilsat en smule Mourvedre og Carignan. Selv i vanskelige årgange som 2013, hvor Grenache havde problemer med blomstringen, laver han sine vine med samme druesammensætning, og må derfor finde sig i et mindre udbytte. Dog laves der i vanskelige år ikke noget af luksus cuveen "Cuvée Aimé". Syrah druerne fra hans marker bruges kun i gårdens Côtes-du-Rhône, som forøvrigt er udmærket, eller sælges til kooperativet eller negociant.
Robert Laurent overtog i 1994 ansvaret for familiens 40ha i Rasteau og Côtes-du-Rhône. Indtil 1999 blev hele produktionen som hidtil afsat til kooperativet, men derefter begyndte han selv at vinificere, først i lejede kældre i Vaison-la-Romaine, men i 2003 overtog Robert Laurent hus og kældre fra et nedlagt vinhus. Vinkældrene havde da stået ubrugte hen i mange år. Første årgang af egen produktion i egne kældre var 2004.
Vingårdens 40 ha er fordelt på 60% Grenache (heraf en parcel med 100 årige vinstokke), Mourvedre 15%, Carignan 15% og Syrah 10%. Gennemsnitsalderen på vinstokkene er 60 år. Vinene gærer og lagrer på betontanke, gæringsperioden er lang, minimum 20 dage.
Domaine Combe Julière producerer 5 forskellige vine, en udmærket Rosé, en Côtes-du-Rhône, en Rasteau Vin Doux Naturel (sød dessertvin) samt to Rasteau vine. Husets almindelige Rasteau er en imponerende vin, selv i mellemårgange som 2011/12/13 og 14. Den er mørk og tæt, blød og fyldig, med en duft af kirsebær og skovjordbær. En struktureret vin med en lang eftersmag. Desuden laves meget få flasker i gode årgange af en luksus Rasteau "Cuvée Aimé", som smager helt fantastisk, men som hurtigt bliver udsolgt. Halvdelen af produktionen sælges stadig til kooperativet. Domaine Combe Julière forhandles i Danmark af Theis Vine og for de nyere årganges vedkommende af Meny
Tilbage til indhold