Dom. Ollier Taillefer - Bergmanns vinside

Bergmanns Vinside
Gå til indhold

Dom. Ollier Taillefer

Frankrig > Languedoc/ Roussillon > Faugères > Dyrkere i Faugères
Langt væk fra alfarvej, 5,5 km fra hovedvejen mellem Pezenas og Bedarieux, ad en snoet vej op i bjergene ligger den lille by Fos (85 indbyggere). Her finder man Domaine Ollier Taillefer, som i dag drives af 5. generation af en gammel vinfamilie. Broder og søster, Luc og Francoise Ollier, har delt arbejdet i mellem sig, så Luc tager sig af arbejdet i mark og kælder, medens Francoise tager sig af salg og repræsentation. Domainet har 26 ha. sydvendte marker liggende i 300-350 m. højde. Der dyrkes alle de traditionelle druesorter, herunder en mark med Carignan på mere end 100 år. Alle husets vine er gode, men især "Grande Reserve" byder på et godt glas vin til en rimelig pris. Vinen er lavet på Syrah, Grenache og Carignan fra domænets ældste vinstokke. Det er en kraftig vin med masser af smagsnuancer i munden. Vin kan købes i Danmark hos Slagelse/ Hillerød/Greve Vinkopagnie. Husets topvin "Castel Fossibus" kan nu også købes samme sted. Det er en stor og lækker vin, hvor noget af vildskaben er tæmmet af 12 måneders lagring på egetræsfade, heraf 15% nye, da man ikke ønsker at træet skal overdøve smagen af "terroir" - Domainet er også en af frontløberne for den nye AOP Faugères blanc, og deres hvide "Allegro" omtales da også som et glimrende eksempel på, hvordan en hvid Faugères bør være!
Hvis muligheden byder sig, bør man unde sig den oplevelse, det er at tage med Luc Ollier rundt i vinmarkerne. Han er en glimrende fortæller og man mærker tydeligt hans entusiasme for områdets (og sine egne) vine.
Tilbage til indhold