Dom.Montvac, Dom.Espiers - Bergmanns vinside

Bergmanns Vinside
Gå til indhold

Dom.Montvac, Dom.Espiers

Frankrig > Rhône > Sydlige Rhône > Gigondas,Vacqueyras,Seguret,Sablet > Dyrkere i Gigondas etc.
Domaine Montvac og Domaine des Espiers ligger begge på grænsen mellem Vacqueyras og Gigondas. Begge har selvstændige marker og eget vinifikationsudstyr, men begge vine laves i kældrene på Domaine Montvac. Ejerne, Cecile Dussere på Montvac og Phillippe Cartoux på Espiers, er da også mand og kone. Montvac laver både Gigondas og Vacqueyras, medens Espiers kun laver Gigondas (samt Sablet). Vinene fra Montvac laves i en mere moderne stil, de er kraftige men elegante. Husets bedste Vacqueyras er efter min mening "Vinicila", lavet på 60% Grenache og 40% Syrah, hvor Grenache lagrer på cementtanke og Syrah 12-24 måneder på barriques. det er noget af en alkoholbombe, men det bæres fint af masser af frugt.  Husets Gigondas hedder "Adage", og er lavet på 70% Grenache, 25% Syrah og 5% Mourvedre. Den lagres 12 måneder på barriques og hører til en af de mere elegante Gigondas. Nogle af husets vine forhandles af Sallings Vinforsyning.
Arbejdet i vinmarkerne ledes på begge domæner af Philippe Cartoux, som på sin egne vingård laver en hvid og en rød Côtes-du-Rhône, en udmærket Sablet på 80% Grenache og 20% Syrah samt sine to Gigondas: Gigondas "Tradition". Her er masser af det hele, alkohol, frugt, saft og kraft. En rigtig flot vin med en meget lang eftersmag. Laves på 70% Grenache og 30% Syrah. 30% af vinen lagres på mellemstore tønder, kaldet demi-muids i 12 måneder. Philippe Cartoux laver også en luksuscuvée kaldet "Cuvée des Blaches", som ligeledes laves på 70% Grenache og 30% Syrah, men som lagres i 10 mdr på barriques, en vin som findes på kortet hos flere af Frankrigs 3 stjernede restauranter. Vinene fra det 9,5 ha store Domaine des Espiers dyrkes økologisk og vinene er normalt udsolgt kort efter de sættes til salg. Begge vine kan købes hos Vinhuset Les Cepages i Farum.
Tilbage til indhold