Domaine Forca Real - Bergmanns vinside

Bergmanns Vinside
Gå til indhold

Domaine Forca Real

Frankrig > Languedoc/ Roussillon > Dyrkere i Roussillon
Domaine Forca Real, Côtes du Roussillon Villages, ligger ved foden af og har taget navn efter "Castell de Força Réal" (den kongelige borg) bygget af kongen af Menorca og Aragon, som forsvar for den nordlige grænse af kongeriget. Borgen er forlængst ødelagt og i dag er der kun et kapel tilbage. Der har tidligere været dyrket vin her, men da Jean-Paul Henriques i 1989 købte 80 ha marker her måtte alt genplantes og de gamle bygninger renoveres. I 1998 overtog hans søn Cyril vingården, som i dag er ved at blive omlagt til økologisk drift. I dag anerkendes vingården som en af de allerbedste i området.
Gårdens topvin hedder "Les Hauts de Forca Real", den er jeg dog ikke stødt på i Danmark. Men vinen der bærer domænets navn, Domaine Forca Real - Schistes kan købes hos Dansk Supermarked, hvor den sælges til priser omkring 100 kr., hvis den da ikke er på tilbud. Selv har jeg købt den til 50 kr. i Netto. Denne vin roses af Jeff Dunuck fra Parker's Wine Advocate, som kalder den "......borderline exceptionel" og giver den 89 point. Den kommer fra marker beplantet med Grenache Noir, Syrah og Mourvedre. Udbyttet er 25-30 hl/ha og vine lagrer ikke på træ. Vinen er tæt, mørk og fyldig, med blommer og svesker. Den har en god balance mellem friskhed og et lille strejf af sødme. (En lille advarsel! Normalt er vinen som beskrevet, men jeg har fået en enkelt med prop og et par stykker, som var helt forkerte. Jeg fik dem selvfølgelig byttet .... men måske man skal prøve en enkelt først før man køber flere.)
Tilbage til indhold