Vine fra Barolo og Barbaresco - Bergmanns Vinside

Go to content

Main menu:

Vine fra Barolo og Barbaresco

Italien > Piemonte

Roberto Sarotto, Barolo "Podere del Pesco" og Barolo Riserva "Pezzole"

Irmas Piemonte vine kommer fra Azienda Agricola Roberto Saroto, som med ca. 20 ha. hører til blandt de større producenter. Roberto Saroto er tilsyneladende også vinkøbmand, dette fremgår dog ikke tydeligt på hans hjemmeside. Roberto Saroto hør hjemme blandt modernisterne i Barolo og hans vine er tydeligt præget at at være lagret lagret på små egetræsfade. Men efter træet er fordampet træder en typisk Barolo frem, ikke en af de største og forholdsvis tilnærmelig og letdrikkelig, men ikke desto mindre en god Barolo med kamfer, svesker og blommer. Riservaen er min favorit.
Det er måske lidt snyd at tage disse vine med i gruppen af vine til omkring 100 kr. for den ene står til en listepris på 189 kr. og den anden til 202 kr., men de er regelmæssigt på tilbud til henholdsvis 99,50 kr. og 110 kr, og til de priser er der ikke meget at betænke sig på.
Irma forhandler også Roberto Sarottos Barbaresco Riserva "Gaia Principe" til en listepris på 159 kr., men også den er ofte på tilbud til omkring 100 kr. Også her er der tydelig præg af fad, men til tilbudsprisen er det en flot Barbaresco.
Saroto har også lavet en blandingsvin "Upupa" specielt til Irma, den er lavet på Barbera og Cabernet Sauvignon med en anelse Nebbiolo, men i modsætning til mange "specielt til Danmark" italienske vine er der her ikke tale om en overfed og oversukret amarone efterligning, men en blød og kraftig vin, som er et godt køb til tilbudsprisen på omkring 60 kr.

Villa Aurora, Barbera d'Asti 2011

Barbera er en af de mest plantede druer i hele Italien, men især i Piemonte, hvor produktionen er høj og vinene fungerer som områdets "daglig" vin. Det er en mørk vin, med duft og smag af bitre kirsebær, der er næsten ingen garvesyre, men til gengæld så megen syre, at den kan skære igennem selv de fedeste pastaretter. Vinen er ikke særlig interessant og har aldrig hørt til mine favoritter. Men inden for de seneste år er der sket en forandring, ambitiøse dyrkere er begyndt at behandle druen som en seriøs drue, med begrænset udbytte og plukning når modningen er optimal. En efterfølgende lagring på egetræsfade blødgør syren, samtidig med at egetræet giver lidt garvesyre, der kan give lidt struktur til vinen. Villa Aurora kommer også fra Roberto Sarotto, og er tydeligt præget af hans stil med kraftige, men bløde vine med et tydeligt præg af fad, hvor den kraftige syre er under kontrol. En dejlig Barbera vin, set hos Kvickly til 89 kr. (Tilbud 55 kr.)

 
Copyright 2015. All rights reserved.
Back to content | Back to main menu