Weingut Vogel - Bergmanns vinside

Bergmanns Vinside
Gå til indhold

Weingut Vogel

Tyskland > Baden > Kaiserstuhl > Dyrkere i Kaiserstuhl
Weingut Vogel ligger i byen Oberbergen midt i Kaiserstuhl ved foden af områdets kendeste vinmark (Einzellage) "Oberbergener Bassgeige". Bassgeige betyder kontrabas, og navnet kommer efter sigende af markens karakteristiske form set fra luften. Kontrasbassen ses da også flere steder i byen, bl..a midt i vinmarken. Familien driver foruden vingården også et Straußwirtschaft, en form for enkel restaurant hvor man kan få et simpelt måltid mad, som f.eks. Schäufele mit Brägele, Bauernwürste eller Bibiliskäse med et glas øl eller et glas af husets vin. Fra markerne på Bassgeige laver vingården hvide vine på Weissburgunder (Pinot Blanc), Grauer Burgunder og Ruländer (Pinot Gris) i kvaliteterne Qualitätswein, Kabinett og Spätlese, de fleste tørre vine. De bedste kommer fra marker med Vulkanstein. Desuden laves 5 forskellige Spätburgunder (Pinot Noir). De to bedste er Spätburgunder Spätlese Trocken fra Bassgeige, som har vundet adskillige priser samt Spätburgunder Spätlese Trocken "Vulkanstein" fra de gamle stejle, smalle terrasser med et hektarudbytte på under 40 hl/ha. Sidstnævnte vin er lagret på Barrique.
Når man vil smage vine på en vingård i Tyskland kan man tit komme ud for at det koster penge. Ligeledes også her, hvor en Weinprobe med 5 forskellige vine koster 5-6 €, til gengæld er glassene så pænt store. Tricket er her, ifølge min nabo ved frokostbordet, at sige at man gerne vil købe nogle vine, men gerne vil have lov til at smage først.
Tilbage til indhold