Mas Belles Eaux - Bergmanns vinside

Bergmanns Vinside
Gå til indhold

Mas Belles Eaux

Frankrig > Languedoc/ Roussillon > Dyrkere i Languedoc
Hvad har Mas Belles Eaux, et beskedent slot i Languedoc ca. 15 km fra Pezenas, tilfælles med det verdensberømte Château Pichon Longuevill Baron i Pauillac, Château Petit Village i Pomerol og andre store navne i Bordeaux. Svaret er at de alle ejes af AXA Millisièmes og lavet af det samme team af vinmagere. Jeg er faktisk mange gange kørt forbi gårdens lidt uinspirende skilt på vej til Faugères uden at have følt mig fristet til at udforske stedet nærmere.
Det burde jeg nok have gjort, for siden AXA i 2002 overtog de to naboejendomme Mas Belles Eaux og Sainte Hélène, har man arbejdet hårdt på at bringe både kældre og bygninger, samt gårdens vine op på en kvalitet, hvor det har potentiale til at høre hjemme. Kældrene er fyldt med egetræsfade, både helt nye og fade fra Pichon Longueville, der har været brugt 1 eller 2 gange. Desuden har man indrettet et stilfuldt smagelokale.
Vingården producerer flere forskellige vine. Topvinen hedder Sainte Hélène, som kan købes hos Fredensborg Vinimport. Dernæst kommer Mas Beller Eaux "Les Coteaux", som findes i en hvid (Grenache Blanc) og en rød udgave. Den røde, som kan fås i Danmark, er lavet på to trediedele Syrah, og resten på lige dele Grenache Noir og Mourvedre. Vine lagres på egetræsfade, en del på nye og resten på et eller to årige brugte fade fra Pichon Baron. Desuden laves en serie enkeltdrue vine. "Les Coteaux", som er en meget dejlig vin med duft af krydderier, kaffe, vanille og lidt tobak. Det er fyldig og blød vin med velintegreret træ, som ikke tager overhånd.
I 2016 er vingården dog blevet solgt til Grand Chaix de France, et stort handelsfirma, der blev startet i Alsace, men i dag ejer vingårde og vinfirmaer over hele Frankrig, f.eks. Metz og Klipfel i Alsace, slottene Cartillon og Lestage-Simon i Medoc, vinhuset Francois Martenot i Bourgogne og vingården La Baume i Languedoc plus et hav af andre firmaer og vingårde. GCF er mere målrettet det brede marked, supermarkeder o.l. og samarbejder i Danmark med COOP, som i øjeblikket sælger en vin fra Mas Belles Eaux "Feuille de Vigne Réserve ".CAVEAT! Den vin der nu sælges under navnet i Coops butikker har ikke meget med de føromtalte vine at gøre, det bedste man kan sige om den, er at den er letdrikkelig.
Tilbage til indhold