Vinicole d'Arbois, Dom. Desiré Petit
Frankrig > Jura > Dyrkere i Jura
Fruitière Vinicole d'Arbois
Gå i kirke og smag vin! I 2005 overtog kooperativet i Arbois det mindre kooperativ i den hyggelige by Poligny. Dette kooperativ havde hovedsæde i den tidligere kirke, Eglise du Couvent des Jacobins, midt i byen. Vinene laves nu ikke længere her, men på kooperativets hovedsæde Chateau Bethanie, men man har bevaret kirken som vinudsalgssted, komplet med de store vinfade, hvor bænkene til menigheden tidligere stod. Her kan man købe hele udvalget at Jura-vine, fra de almindelige røde og hvide over specialcuveerne til de mousserende og specialiterne, Vin Jaune og Vin de Paille, en sød vin lavet på tørrede druer. Et godt sted som introduktion til vinene fra Jura. Lidt derfra ligger forøvrigt museet for Comte-oste.
![](images/Desire-petit.png)
Domaine Desiré Petit
Den lille landsby Pupillin syd for Arbois har lov til at tilføje sit eget navn på etiketten i stedet for kun AOP Arbois, for her er lidt af et kvalitetsmæssigt smørhul. Vingården har været økologisk siden 2019. Har man lyst til at købe Vin Jaune, men ikke lyst til at betale Château-Chalon priser, er Desiré Petit i Pupillin værd at besøge. Bevares, priserne er stadig høje, men Desiré Petit laver også noget af det bedste Vin Jaune i det nordlige Jura. Forhandles af epvin.dk