Chateau Senilhac
Frankrig > Bordeaux > Medoc > Cru Bourgeois
Château Sénilhac ligger helt for sig selv midt i vinmarkerne godt gemt i en park bag en lang mur ud mod vejen. Slottet ligger i kommunen Saint-Seurin-de Cadourne lige nord for Saint-Estèphe. Det er en meget gammel vingård med en historie der går helt tilbage til 1700 tallet. Slottet var ejet af familien Grassin, som havde ejet slottet gennem 4 generationer. I 2015 solgte de slottet slottet til en kinesisk investeringsfond, der ønskede at fokusere på det kinesiske marked, et marked hvor fine Bordeaux vine var meget populære. Der blev foretaget store investeringer i både mark og kældre, men da man besluttede at omdøbe slottet til Château Antelope Tibetaine, og endda også sendte vinen på markedet i en meget tæt kopi af Mouton Rothschilds jubilæums flaske, rejste der sig et ramaskrig i Bordeaux. Hvad havde tibetanske antiloper med Bordeaux vin at gøre? Det lokale marked til f.eks. restauranter forsvandt som dug for solen, og da det kinesiske marked kollapsede under coronakrisen og finanskrisen i Kina, gik investeringsfonden komkurs. Slottet er nu igen på franske hænder, og de nye ejere overtog kældre fyldt med flasker fra de seneste årgang. Disse flasker er nu sendt på markedet med slottets oprindelige navn, og nye etiketter klistret over antilopen i guldtryk.
På trods af antiloper (og kaniner, investeringsfonden havde også købt tre andre slotte som også fik "kinesiske navne" Grand Antilope, Lapin Impérial og Grand Lapin) fejler vinen absolut ikke noget, det er en blød og fyldig vin med et forholdsvist højt indhold af Merlot (40%) med den typiske Bordeaux duft af solbær og tobak, samt lidt vanille fra lagringen i 100% nye fade. Slottet har siden 1931 været klassificeret som Cru Bourgeois og det vil ikke undre mig om der bliver tilføjet et Superieur ved næste klassifikation i 2025. Et rigtig godt køb, især hvis man finde vinen på tilbud. Set hos Supervin
PS de andre slotte har også fået franske ejere og deres gamle navne tilbage.