Om Faugères - Bergmanns vinside

Bergmanns Vinside
Gå til indhold

Om Faugères

Frankrig > Languedoc/ Roussillon > Faugères
<
 
>
Faugères er et lille AOP område på 1800 hektar beliggende på bjergskråningerne nord for Beziers. Som vinområde er det meget interessant, for det første er her meget smukt og for det andet er kvaliteten af vinene gennemgående meget høj.
AOP Faugères er fordelt på 7 små kommuner og ligger på bjergskråninger i en højde på mellem 250m og 400m og området er meget bakket. Små veje snor sig fra landsby til landsby, og vinbønderne ligger ikke dør om dør, så selv om Faugéres kun har ca. 35 selvstændige dyrkere samt to (gode) cooperativer, skal man ikke regne med, at man kan besøge alle i løbet af et par dage.
Jordbunden i Faugères består overalt af skifer, rød, brun og grå, og det er kun områder med skifer, der kan få AOP.
AOP Faugères omfatter både røde, rosé, samt siden 2005, også hvide vine. Druesammensætningen for de røde er Grenache, Syrah, Mourverdre samt Carignan, hvor andelen af Syrah er stigende og andelen af Carignan er stærkt faldende. Mange dyrkere hæger dog om deres marker med ældgamle Carignan-stokke (omkring 100 år), og der er da heller ingen tvivl om, at Carignan fra gamle stokke og med lavt udbytte laver glimrende vine. En af de bedste vine fra Faugères, jeg har smagt, har da netop været lavet på 80% Carignan og 20% Mourvedre. De hvide vine laves på Rhône-druerne Roussanne og Rolle (Vermentino).
Tilbage til indhold