Ventoux - Bergmanns vinside

Bergmanns Vinside
Gå til indhold

Ventoux

Frankrig > Rhône > Sydlige Rhône > Ventoux
Overalt i det sydlige Rhône har man har man i øst Mont Ventoux og Dentelles de Montmirail som "bagtæppe". Kører man imidlertid forbi Beaumes-de-Venise om på østsiden af Dentellerne, kommer man ind i det store distrikt Ventoux. Det er den arealmæssig største appellation i det sydlige Rhône og strækker sig ca. 50 km fra skråningerne op til Dentelles og Mont Ventoux lige syd for Vaison-la-Romaine, over det mere flade sletteland omkring Carpentras til skråningerne på Monts de Vaucluse på grænsen til Luberon. Ventoux (som tidligere hed Côtes de Ventoux) fik sin appellation i 1973, og havde da ingen private vinproducenter der aftappede egne vine. Vinen blev solgt til kooperativer og negocianter, og det bedste der kunne siges om den, var at den var billig og der var meget af den! Alt dette er skiftet, idag er der 150 selvstændige vingårde, og dygtige og ambitiøse vindyrkere er siden 2000 strømmet til, både lokale, men også folk fra både England, Skotland, Tyskland, Norge og sågar også Danmark. Da området er meget stort, er der også store forskelle, man ser ikke "væg til væg" vinmarker som vest for Dentellerne, her dyrkes også frugt, grøntsager, spisedruer o.l. De bedste marker findes på de øst og sydvendte skråninger til bjergene, her får man både varmen fra solen og de køligere vinde om natten fra bjergene, hvilket sikrer en længere modningsperiode. højden på markerne gør også at der er meget mere syrah i vinene herfra. Køber man vine fra Ventoux er det vigtigt at kende producenten, der er store forskelle, men de bedste er fuldt på højde med de bedste cru fra Rhône.
Tilbage til indhold