Om Loire
Frankrig > Loire
Loire er Frankrigs længste flod og langs hele dens lange løb laves der flere millioner hl vin, lige fra de ukomplicerede Muscadet vine i vest til de elegante Sauvignon-vine fra Sancerre og Pouilly i øst. Imellem dækkes hele spektret af vine, de fleste dog af meget uinteressant karakter, der er de tørre Chenin Blanc-vine med den emaljefjernende syre, de halvtørre hvide og rosé vine fra Anjou og Vouvray, som der ikke kan siges så meget godt om, (der er dog undtagelser), og de hæderlige mousserende vine fra Saumur og Vouvray.
Og så er der de store vine, de søde botrytis-vine på Chenin fra Quarts-de-Chaume, Bonnezeaux og Coteaux-de-Layon og de store rødvine fra Chinon og Bourgueil. Disse sidste ses ikke meget i Danmark, de store forretninger har dem ikke, de findes kun hos få garage-importører.
Så efter grundige studier på internettet og bevæbnet med diverse guidebøger, som f.eks. "Guide Hachette des Vins" o.a. tog vi en tur til Chinon for at smage på røde Loire-vine. Det blev en meget positiv oplevelse.