Veneto - Bergmanns vinside

Bergmanns Vinside
Gå til indhold

Veneto

Italien
Amarone
Veneto er Amarone land, og Amarone er blevet meget populær i Danmark! Alle supermarkeder, vinhandlere, ja selv discountbutikker har en eller flere Amaroner på hylden. Men en rigtig Amarone er en dyr vin, metoden med at lave vin af druer, der først er tørrede i 3 måneder, er både arbejdskrævende og dyr, og mange af de Amarone-vine der tilbydes til lave priser har ikke meget med rigtig Amarone at gøre - det kan være gode vine, men rigtig Amarone? Selv er jeg blevet skuffet mange gange af de billige Amaroner, det er ligesom man har glemt at Amaro på italiensk betyder bitter, og i stedet laver søde, kraftige rødvine med høj alkohol procent. Mange af de billige Amaroner kommer fra de samme to store kooperativer og er specielt fremstillet til den danske smag. Vil man købe billige Amaroner (under 150 kr.) kan man i Kvickly kan man passende gå efter Pagus Bisano til en pris af omkring 140 kr. på tilbud, mens Føtex, Netto, Bilka sælger  Luigi Righetti, og Meny har en enkelt gang om året tilbud på den nyeste årgang af "La Ragose".
Ripasso
Ripasso er en Masi opfindelse og går ud på at man eftergærer en almindelig Valpolicella vin på bærmen fra Amarone. Det skulle give en kraftigere og fyldigere vin. Og som følge af Amarones store popularitet i Danmark er Ripasso-vinene i mange år blevet (over)solgt som "Amarones lillebror" og "næsten som en lille Amarone". Personligt er jeg meget ofte blevet skuffet af Ripasso, der er normalt ikke meget Amarone over dem, de er hvad de startede som, en kraftigere Valpolicella! Når det er sagt, kan være gode vine imellem, og hvis prisen ikke er for høj, dvs. hvis de  gode er på tilbud, er de da værd at prøve. Selv holder jeg mig dog langt væk fra de helt billige. Jeg har haft glæde af Masis "Campofiorin".
Tilbage til indhold