Domaine Wehrlé
Frankrig > Alsace > Dyrkere i Alsace
Husseren-les-Châteaux er den højst beliggende vinby i Alsace. Den ligger ved foden af "Les Trois Châteaux d'Eguisheim". I sig selv er byen ikke noget særligt, der er kun en forretning og en restaurant/ hotel (kendt som "danskerhotellet"), men byen har en fantastisk udsigt ned over vinmarkerne, Rhin-sletten og helt over til Schwartzwald og Kaiserstuhl. Husseren kan desuden prale af mange virkelig dygtige vinbønder, som f.eks. Kuntz-Bas, Gerard Stintzi, André Scherer, samt adskillige med efternavnet Schueller herunder Pierre Schueller et Fils, hvor vi flere gange har haft vores base. Hvis man, som os, er interesserede i den nye generation af super Pinot Noir rødvine fra Alsace, er der især to der er værd at besøge, det førnævnte Domaine Pierre Schueller og deres genbo, Domaine Wehrlé. Domænet ligger med en af byens flotteste udsigter og har siden 1909 gennem fire generationer lavet dejlige Alsace vine, bl. a. fra Grand Cru markerne Pfersigberg og Eichberg. Siden Laurent Wehrlé overtog styringen af vingården har man også koncentreret sig om at lave fyldige og komplekse røde vine i bedste Bourgogne stil. Husets "mindste" rødvin "Plaisir" er lavet i den mere traditionelle Alsace-rødvins stil, den er blød, kirsebærduftende og uden fadlagring, den er mere fyldig end normalt for en traditionel Alsace rødvin og en fornøjelse at drikke. Husets topvin Pinot Noir "E" kommer fra gamle vinstokke i to lieu-dit Vogelgesang og Mittlerer Stich som igen er en del af Grand Cru marken Pfersigberg. Den laves kun i gode år (som der dog heldigvis er mange af i Alsace) og lagres i egetræsfade i 11 måneder. En fuldblods rødvin! (På etiketten ses også navne "Pur Sang", som netop betyder fuldblods). Men hvorfor den hedder "E" er det endnu ikke lykkedes mig at finde ud af. En anden specialitet er en fadlagret hvidvin på Pinot Noir druer "Blanc de Noir". Vinene fra Domaine Wehrlé forhandles af Trørød Vinhandel.