Costières de Nîmes
Frankrig > Rhône > Sydlige Rhône > Costières de Nîmes
Costières de Nîmes hed indtil 1989 Costières du Gard og var klassificeret som VDQS indtil området blev ”forfremmet” til AOP (Appellation d'Origine Protègé - afløseren for AOC). Området ligger i det sydlige Gard departement mellem byerne Nîmes og Arles, på grænsen mellem Rhône og Languedoc, så at sige med et ben i hver lejr, idet vinen i dag regnes som en Rhône vin, mens området administreres fra Languedoc. Costières de Nîmes ligger på svagt skrånende skråninger ned mod de sumpede områder ved Rhône flodens delta i Camarque. Klimaet og jordbunden minder meget om Rhône, idet man også her finder de fra Châteauneuf-du-Pape så berømte rullesten. Druesammensætningen er dog lidt anderledes end i resten af Rhône, der er stadig en del Grenache, men andelen af Syrah er større og især på marker i nærheden af havet dyrkes en del Mourvedre, da Mourvedre trives med udsigt til havet. Priserne på Costières de Nîmes er dog gennemgående lidt lavere end i resten af Rhône, og de fleste danske købmænd og supermarkeder har da også en eller flere vine herfra i sortimentet. Der kan gøres gode køb, da mange ambitiøse vinbønder og kooperativer er fast besluttet på at vise områdets potentiale, men det er desværre ikke alt der er lige godt!