Nord Rhône - Bergmanns vinside

Bergmanns Vinside
Gå til indhold

Nord Rhône

Frankrig > Rhône
<
 
>
Det nordlige Rhône begynder lige syd for Vienne og strækker sig i en smal stribe langs med floden til Valence, ca. 75 km længere mod syd. Her på de stejle skråninger, der visse steder hælder 55-60 grader, dyrkes verdens bedste Syrah vine og her yder de hvide Viognier druer sit ypperste. Det nodlige Rhône dækker et areal på ca. 2400 ha., dvs. den samlede produktion er mindre end hvad der produceres alene i Châteauneuf-du-Pape! Det nordlige Rhône dækker følgende appelationer:
Côte-Rôtie:
Vinene fra Côte-Rôtie hører til de største Syrah-vine i verden, dog er det tilladt at bruge 5% Viognier, hvilket dog ikke altid sker. Vinen dyrkes under ekstremt vanskelige forhold på de to skråninger Côte Blonde og Côte Brune, så vanskelige, at det en overgang så ud som appellationen var ved at forsvinde. I dag er området udvidet til 200 ha. og vinene sælges til meget høje priser. (over 350 kr./ flaske i Danmark).
Guigal, Ampuis
Condrieu:
Condrieu ligger lige syd for Côte-Rotie, men nu er vi i hvidvinsland - her er Viognier-druen enerådende. I Condrieu dyrkes vinen også på stejle skråninger, som er så arbejdskrævende, at appellationen var ved at forsvinde, i 1965 var der kun 8 ha. tilbage. I dag har Condrieu fået en renæssance, der er nu 106 ha., desværre ligger nogle af de nytilplantede marker på lettere tilgængelige områder oven over skrænterne. Condrieu-vinene har en helt fantastisk duft og skal drikkes mens de er unge. Prisniveau i Danmark, fra 300 kr/fl.
Saint-Joseph:
Det oprindelige område for Saint-Joseph var de stejle skråninger syd for Tournon omkring byen Mauves, og det er her de bedste vine stadig kommer fra, store, kraftige men også bløde vine med masser af frugt, der kan drikkes forholdsvis unge. I 1969 blev appellationen udvidet, så den nu strækker sig ca. 65 km op til Condrieu. Det siger sig selv, at ikke alle vinene fra de mere flade områder har samme kvalitet. 10% af produktionen er hvide vine, lavet på Rousanne og Marsanne. Priserne på en (god) Saint-Joseph starter ved 160 kr. i Danmark.
Eric & Joel Durand, Châteaubourg
Cornas:
en lille (90 ha.) lidt glemt appellation, lige syd for Saint-Joseph. Her produceres nogle af mørkeste og kraftigste vine i hele Frankrig, sorte, kraftige, tanninrige vine, der kræver lagring for at komme til sin ret. Priserne starter ved 200 kr. i Danmark.
Eric & Joel Durand, Châteaubourg
Johann Michel, St. Peray
Hermitage:
På den modsatte side af Rhône floden, over broen fra Tournon til Tain l'Hermitage, ligger Hermitage bjerget med sit kapel på toppen. Her dyrkes Syrah (2/3 af vinen) og Rousanne og Marsanne (1/3) på 140 ha. fordelt på ca. 70 forskellige ejere. Hermitage vinene har i århundreder været nogle af Frankrigs mest berømte vine. Priser i Danmark starter ved 350 kr/fl.
Crozes-Hermitage:
Crozes-Hermitage kommer fra de fladere områder omkring Hermitage-bjerget. Crozes-Hermitage er leveringsdygtig i kraftige, velduftende Syrah-vine til mere menneskelige priser end de berømte storebrødre. Meget Crozes kommer fra det kæmpestore kooperativ i Tain, men mange ambitiøse dyrkere er begyndt at markedsføre egne vine. Der kan gøres gode køb, men mange billige lever bare højt på det kendte Hermitage-navn. Prisen for en god Crozes-Hermitage starter ved ca. 120 kr, i Danmark.
Domaine les Chênets, Mercurol
Domaine le Veau d'Or, Mercurol
Tilbage til indhold