Dom. des Escaravailles - Bergmanns vinside

Bergmanns Vinside
Gå til indhold

Dom. des Escaravailles

Frankrig > Rhône > Sydlige Rhône > Rasteau > Dyrkere i Rasteau
Domaine des Escaravailles har fået sit navn efter en religiøs orden Pénitents Noirs d'Avignon, som engang ejede denne gård. Når munkene kom gående ned til byen i deres sorte kapper og hatte, syntes folk de lignede biller og kaldte dem "escaravay" (skarabæ) på provencalsk. Vingården er højt beliggende bag Rasteau, og markerne ligger i en højde af 250-300 meter, nogle af dem på stejle skråninger. Vingården kan være svær at finde, vejen derop går fra nabobyen Roaix ad snørklede veje ca. 4 km op. Der er dog (nødtørftigt) skiltet.
Vingården ejes i dag af Gilles Ferran, der er 3. generation på gården, der nu har et areal på 40 ha. i Rasteau og 25 ha. i nabobyerne Cairanne, Roaix, Saint Roman de Malegarde og Villedieu. Gilles Ferran arbejder tæt sammen med sin gamle studiekammerat fra vinuniversitetet i Montpellier og Rugby-makker, den store (både af størrelse og renommé) ønolog Philippe Cambie, der også får vinene fra sine egne marker, Domaine de Calendal i Plan de Dieu, lavet her. (Philippe Cambie døde desværre i december 2021.) Begge er store tilhængere af især Grenache druen, og er ikke bange for at lade vinen gære ud til både 15 og 15,5 procent.Vinene er store, kraftige og fyldige, men alligevel bløde og kan bære den høje procent. Vinene fra Domaine Les Escaravailles regnes for nogle af de allerbedste i Rasteau, dette skyldes bl.a. at udbyttet pr ha. holdes lavt og en meget omhyggelig udvælgelse af druerne (vine der ikke lever op til standard sælges til negociant), samt at de højtbeliggende vinmarker giver god køling af druerne i vækstsæsonen hvilket resulterer i friske og aromatiske vine.
Der laves mindst 20 forskellige vine på vingården, og jeg har da heller ikke smagt tilnærmelsesvis alle sammen. Gårdens stolthed og bedst kendte vin fra Rasteau hedder "La Ponce", der laves på 80% Grenache og 20% Syrah fra gamle vinstokke. Vinen lagrer 1 år før aftapningen, Grenache på beton og Syrah på egetræsfade. Det er en blød og fyldig, men struktureret vin med duft af solbær, kirsebær og blomme og en blød og afbalanceret fylde i smagen. Der laves også to andre Rasteau-vine, "Classique" og "Les Coteaux". Druesammensætningen er den samme som den foregående, forskellen ligger i vinstokkenes alder og markernes beliggenhed, samt lagringen, 9 mdr i rustfrit stål. "Les Coteaux" minder meget om den foregående, men måske knap så tæt og fyldig. Desuden laves en specialitet "Rasteau Héritage 1924", en 100% Grenache-vin fra stokke plantet i 1924. Der laves kun 5000 flasker om året og kun i gode år. Og som noget helt nyt eksperimenteres også med en vin "Argille ad Argillam" lagret på lerfade, amforaer.
Desuden laves to Cairanne vine "la Ventabren" på 70% Grenache, 20% Syrah og 10% Carignan og "La Boutine" på 100% Grenache fra gamle vinstokke. Også disse vine kommer fra højtliggende marker. Og til slut to Côtes-du-Rhône fra  Villedieu fra marker i 300 meters højde "Les Antimagnes" og "Les Sablières". Disse vine skuffede mig ved ved første mundfuld, men efter en halv time på karaffel blev de rigtig gode, og da flasken var tom var reaktionen "Øv, er der ikke mere i den!"
Vine fra Domaine les Escaravailles forhandles i Danmark af The Wine Company og Degustation.dk, Tak til Degustation for at præsentere disse vine for mig.
Tilbage til indhold