Toscana
Italien
Toscana er sammen med Piemonte de to vigtigste vinregioner i Italien. Egnens stolthed er Sangiovese druen, som yder sit bedste i netop Toscana. Sangiovese er den mest plantede druesort i hele Italien, hvilket betyder at kvaliteten går fra decideret ringe til verdensklasse, som her i Toscana. Hvis udbyttet er for højt eller klimaet er for koldt opnås kun jævne vine fra Sangiovese. Men i Toscana er klimaet ideelt og producenterne er fokuseret på kvalitet frem for kvantitet. Landskabet i Toscana er meget bakket. Størstedelen af vinmarkerne ligger fra 150-500 meter over havet.
Toscana har hele syv DOCG'er, deriblandt Chianti, Brunello di Montalcino og Vino Nobile di Montepulciano, som er tre af de mest kendte vinregioner i Italien. Foruden Brunello di Montalcino og Chianti, byder Toscana på højt innovative DOC Bolgheri. Som noget ganske usædvanligt, er nogle af Toscanas bedste vine klassificeret som IGT. Det er de såkaldte Supertoscanere. De betragtes i dag som kultvine og priserne er derfor fulgt med op i det høje leje. I 1970'erne opstod begrebet Supertoscansk vin, som er vine der alle er deklassificeret, da de ikke lever op til de lokale vinkrav for Toscana. Vinene er ofte lavet på alt andet end lokale sorter og ligger derfor smagsmæssigt også langt fra de traditionalle Toscanske vine. Ofte er der benyttet Bordeaux-sorter, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot, i stedet for klassisk Sangiovese og andre tilladte sorter. Det er sjældent at det fremgår af flaskens etikette at det drejer sig om en supertoscaner. Hvis ikke, kan de som regel altid spottes på prisen.