Om Côtes-du-Rhône - Bergmanns vinside

Bergmanns Vinside
Gå til indhold

Om Côtes-du-Rhône

Frankrig > Rhône > Sydlige Rhône
<
 
>
Côtes du Rhône er en af de ældste appellationer i Frankrig, oprettet i 1937. Det er samtidig også en af de arealmæssigt største, kun overgået af Bordeaux. Appelationen strækker sig over 6 departementer, men med hovedparten i departementerne Drôme og Vaucluse. Området har tidligere været storleverandør til Supermarkedernes 3 eller fire for "en hund" vine, men i dag foregår der et stort arbejde med at hæve kvaliteten, ifølge sidste dekret skal de røde vine indeholde mindst 40% Grenache, det anbefales at de indeholder både Syrah og Mourvedre, og de sekundære druer, herunder Cinsault, Carignan, Counoise osv. må ikke overskride 30%. I dag arbejder mange dedikerede dyrkere med at udtrække et maksimum af aromaer, samt med at gøre deres vine både friske og delikate.
Côtes du Rhône Villages er det næste trin på stigen op, allerede i 1937 vidste man, at mange velbeliggende områder havde potentialet til at lave meget bedre vine, og de fik så betegnelsen Villages. Kravene til vinene blev større, både mht. til druer og udbytte. Her blev så udvalgt ca. 20 vinbyer, og flere er siden kommet til.
Côtes du Rhône Villages med bynavn. Mange af disse oprindelige byer er senere blevet belønnet med retten til at sætte deres eget navn med stort over betegnelsen Côtes du Rhône Villages, f.eks. Seguret, Visan, Sablet, Roaix, Laudun og mange andre. Samtidig med denne ret er kravene til vinene sat op og området, de må komme fra er blevet begrænset. Det er fra disse vinbyer man udvælger de næste, der får retten til deres helt eget appellation, samtidig med at andre byer og områder har mulighed for at blive forfremmet. Listen omfatter i dag (mere eller mindre fortjent) 22 vinbyer, foruden de ovennævnte også: Chusclan, Gadagne, Masiif d'Uschaux, Plan de Dieu, Puyméras, Rochegude, Rousset-les-Vignes, Saint-Andéol, Sainte-Cecile-Les Vignes, Saint-Gervais, Saint-Maurice-sur-Eygues, Saint-Pantéleon-les-Vignes, Sinargues, Suze-la-Rousse, Vaison-la-Romaine, Valreas samt sidste nye tilføjelse Nyons.
Cru de Rhône. Oprindelig havde kun en by sin egen appelation, Châteauneuf-du-Pape. Siden er flere kommet til: Tavel (1937), Lirac (1947), Gigondas (1971), Vacqueyras (1990), Beaumes-de-Venise (2005), Vinsobres (2006) og Rasteau (2009). Og det sidste nye er, at Cairanne i 2015 (endelig) er blevet forfremmet til Cru..
Tilbage til indhold