Vignoble des 2 Lunes
Frankrig > Alsace > Dyrkere i Alsace
Vingården Buecher-Fix ligger i Wettolsheim og er igennem 6 generationer gået i arv fra far til søn. Men i 2009 fik vingården navneforandring til Vignoble des 2 Lunes, dette skete i forbindelse med at styringen af vingården blev overtaget af 7. generation. De to Lunes er søstrene Amélie og Cécile Buecher, to meget entusiastiske piger sidst i tyverne. Det med månerne kommer af, at vingården fra 2009 ikke kun dyrkes økologisk men også biodynamisk. Vingården er på 14 ha. spredt ud over flere kommuner og med vinstokke i to forskellige Grand Cru marker, Hengst i Wintzenheim og Hatschbourg i Voegtlinshoffen, samt på stejle skråninger i andre byer.
Amélie og Cécile har hentet mange priser og mange rosende ord for deres vine, bl.a. for deres Cremant lavet på Pinot Noir, og for de fleste af deres hvide vine. Men formålet for vores besøg var deres røde vine, hvoraf de laver 3. Den billigste "Périgée" kommer fra marker i Walbach, den næstsidste vinby inden man kører ud af vinområderne på vej til ostebyen Munster. Det er den mest traditionelle rødvin, den letteste, men stadig kraftigere end de fleste Alsace rødvine. Den lagres ikke på eg. Dernæst "Lune Noire", der kommer fra de øverste stejle marker i Walbach tæt på skovgrænsen, den er meget aromatisk med duft af kirsebær. En del lagres på eg og resten på ståltanke. Og så, på toppen af kransekagen, "Céleste" fra en ekseptionel parcel i Voegtlinshoffen (Hatschbourg?). Denne vin laves i meget små mængder, lagres på ny eg. Der laves kun hvad der svarer til 800 flasker om året. Den er tør, elegant, intens med bløde tanniner, og er selvfølgelig også dyr! Tre meget spændende vine.