Domaine du Père Caboche - Bergmanns vinside

Bergmanns Vinside
Gå til indhold

Domaine du Père Caboche

Frankrig > Rhône > Sydlige Rhône > Châteauneuf-du-Pape > Dyrkere i Châteauneuf
Vingården, som ligger ned ad en blind vej i udkanten af Châteauneuf-du-Pape, kan spores helt tilbage til 1652, og navnet "Père Caboche" (som betyder noget retning af "Fatter Hesteskosøm") hentyder til at ejerne af gården, foruden at være vinbønder også var byens beslagsmed. I dag ejes Domaine du Père Caboche af Jean-Pierre Boisson, men det er dog datteren Emilie Boisson, som er uddannet ønolog, der  i dag driver domænet. Emilie Boisson er forøvrigt gift med Vincent Durieu, den ene af de to brødre, som ejer Domaine Durieu, også i Châteauneu-du-Pape. Vingårdene drives drives dog fuldstændig selvstændigt. Jean-Pierre Boisson er en kendt mand i Châteauneuf-du-Pape, idet han var borgmester i byen gennem mange år, fra 2001 til 2014.
Vingården ejer i dag 63 ha, fordelt på 17 ha Châteuneuf, samt marker klassificeret som Côtes-du-Rhône og Côtes-du-Rhône Villages. Vingården laver 3 forskellige Châteauneuf-du-Pape vine, en Blanc lavet på 40% Clairette, 15% Grenache blanc, 30% Bourboulenc, 15% Roussanne, en meget lækker rød Châteauneuf Tradition lavet på 80% Grenache, 15% Syrah og 5% Mourvedre, de fleste af druerne kommer fra vinstokke med en alder på omkring 80 år. Vinen lagrer på ståltanke og egetræsfoudrer. Man fjerner stilkene inden gæringen for at opnå en blød og fyldig vin. Man laver også en luksus cuvée "Elizabeth Chambellan Vieilles Vignes" fra Grenache vinstokke med en alder på omring 100 år. Grenache udgør 95% resten kommer fra alle 13 godkendte druer i Châteauneuf-du-Pape. Desuden laves to forskellige Côtes-du-Rhône og tre forskellige Vin de Pays under navnet "La Petite Caboche". Husets almindelige Côtes-du-Rhône er faktisk en rigtig god introduktion til huset vine, det er en blød og fyldig vin med sorte og røde frugter i duften og bløde tanniner. Druesammensætningen er traditionel med 53% Grenache som hoveddruen men også, lidt utraditionelt, 8% Marselan, en krydsning mellem Cabernet Sauvignon og Grenache, en sent modnende drue med lavt udbytte, men sygdomsresistent og velsmagende. den trives fint i det sydlige Rhône. Vingården har et udsalg med smagning midt i byen, men modtager også gæster på vingården.
Indtil for nylig er jeg ikke stødt på vinene fra Père Caboche i Danmark, men har nu fundet både Châteauneuf Tradition og Cötes-du-Rhône hos Den Sidste Flaske.
Tilbage til indhold