Domaine Grapillon d'Or - Bergmanns vinside

Bergmanns Vinside
Gå til indhold

Domaine Grapillon d'Or

Frankrig > Rhône > Sydlige Rhône > Gigondas > Dyrkere i Gigondas
Domaine Grapillon d'Or er en af de ældste vingårde i Gigondas, grundlagt i 1806, som det også fremgår tydeligt af etiketten samt på skiltene ved vingården. Vingården har siden starten tilhørt Chauvet familien, og i dag ejes den af Bernard Chauvet, som styrede gården igennem 40 år, de sidste 20 assisteret af hans datter Céline, som fra 2012 har overtaget både vinifikation og salg. Hun er 10 generation på vingården, som ejer 14 ha marker i Gigondas, 2 ha i Vacqueyras samt 3,3 ha IGP. Markerne i Gigondas ligger på skråningerne neden for byen, fordelt på flere små parceller tilplantet med Grenache og Syrah. Lidt usædvanligt er her ingen Mourvedre eller Cinsault. Vinproduktionen er helt traditionel, bortset fra at druerne afstilkes helt inden gæringen, hvilket i følge Céline Chauvet giver mere elegante vine. Høstudbyttet pr ha. holdes meget lavt, ikke over 35 hl/ha. og gæringen foregår i cementtanke, og lagringen foregår i ståltanke eller store træfade, kaldet foudres.
Antallet af vine produceret på vingården er til at overskue. Der laves en IGP vin kaldet "1806" lavet på en lidt usædvanlig drueblanding af 80% Merlot og 20% Caladoc (Caladoc er en ny krydsning fra 1958 af Grenache og Malbec, som er tænkt til varme områder som Languedoc og Provence. Den er dog endnu ikke godkendt til brug i Appellation Controlée vine). Desuden laves to Vacqueyras vine, en hvid på Clairette 45%, Roussanne 30%, Grenache Blanc 15% og Viognier 10% og en rød på Grenache og Syrah. Men domænets hovedproduktion udgøres af to lækre Gigondas vine: Gigondas 1806 på 80% Grenache og 20% Syrah, lagret i 14 måneder på foudres. Det er en kraftig, blød men alligevel elegant vin med duft af solbær og kirsebær, peber og en anelse lakrids. En dejlig vin, rund, fyldig med lang eftersmag. Husets topvin "Excellence" laves af 60% Grenache og 40% Syrah fra de ældste vinstokke. Denne vin lagres udelukkende på tank for videst mulgt at bevare druernes udtryk af "terroir". Denne vin er tættere, mørkere (syrah) med duft af krydderier og "garrigue".
Vingården er åben for besøgende i et nyt smagelokale, hvor man også kan se Bernard Chauvets imponerende samling af gamle proptrækkere. IGP vinen og de to Gigondas forhandles i Danmark af Buhl Vinimport.
Tilbage til indhold