Domaine Clos Romane
Frankrig > Rhône > Sydlige Rhône > Cairanne > Dyrkere i Cairanne
Domaine Clos Romane er en ny vingård i Cairanne, dvs. ny og ny, vingården har været i Stephane Charancons families eje i flere generationer, men indtil 2010 blev druerne leveret til kooperativet i Cairanne, hvor Stephane Charancon også var vicepræsident. Men efterhånden blev ønsket om at stå for hele produktionen så stort, at han startede for sig selv i 2011. Et ambitiøst projekt med bygning af topmoderne kælderfaciliteter og et flot nyt smagelokale blev sat i gang, og årgang 2011 blev første årgang under eget navn.
Indtil nu laver man 4 vine, en god Côtes-du-Rhône, en Cairanne Rosé, og huset røde Cairanne, lavet på druer fra vinstokke med en alder på over 50 år: Grenache 50%, Syrah 25% og Mourvedre 25%. Gæringen foregår i betontanke, og vinen lagres derefter 10 måneder i tankene og derefter 12 til 18 måneder i démi-muît (træfade på 600 liter).
Vi smagte årgang 2012 ved vores besøg, den var selvfølgelig meget ung, men allerede nu en flot vin med duft af hindbær, jordbær, kanel og chokolade, i smagen masser af frugt men også en del tannin. Prisen er også meget ambitiøs, lidt mere end hvad de fleste andre dyrkere tager for deres almindelige Cairanne. Det bliver spændende at se, om kvaliteten af vinen står mål med ambitionerne, foreløbig tyder alt på det.
Mønten på etiketten er en romersk Pinarius, fundet på domænets marker, og den giver også navn til husets topvin, Cairanne "Pinarius", lavet på 100% Syrah. Denne vin laves i så små mængder, at vi ikke fik den smagt, da den flaske, der var åbnet ikke blev godkendt af Nadine Charancon og straks blev hældt i vasken.
Vinene fra Domaine Clos Romane importeres af Bichel Vin.