Domaine de Cremone
Frankrig > Rhône > Sydlige Rhône > Cairanne > Dyrkere i Cairanne
Domaine de Cremone blev etableret i 2013, da Patrice og Thomas Barbieri, far og søn, købte ca. 15 ha. vinmarker, let forsømte, men med gamle vinstokke, spredt over flere parceller i Cairanne og Rasteau. Selve vingården ligger midt i Cairanne by i bygninger overtaget fra det tidligere Domaine Rabasse, der ikke selv lavede vin, men leverede druerne til kooperativet. Domænet fik sit navn efter Patrice Barbieris faders fødested, byen Cremona i Italien, kendt som byen hvor Antonio Stradivari byggede sine verdensberømte violiner. Violintemaet er gennemgående, både i vingårdens skilte, vinenes etiketter og i navnene på vinene. Jeg er kørt forbi vingården flere gange, men har endnu ikke besøgt stedet, mest nok på grund af de ret høje priser, de forlanger for deres vine. Kan vinene fra en nyetableret vingård virkelig leve op til så høje priser? Et par flasker blev købt med hjem og efter at have smagt er svaret ja! Vinen var deres Cairanne 2013, en vin på en gang feminin med sin blødhed, fylde og imødekommenhed og maskulin med sin underliggende struktur. Vinen laves af Grenache (53%), Syrah (21%), Cinsault (5%) samt, og her er der uenighed, bagetiketten siger 17% Carignan mens hjemmesiden siger Mourvedre. Vinen gærer på nye termoregulerede ståltanke og 25% lagrer på nye egetræsfade fra Bourgogne. Domaine de Cremone laver også en Cairanne 1er Violon, som lagres først 18 måneder i barriques og derefter 18 måneder i ståltanke. Fra Rasteau laves 2 vine, en Rasteau der lagres delvist på eg og en Rasteau fra lieu-dit "Blovac", som ikke lagres på eg for at bevare den umiddelbare frugt. Desuden laves en Côtes-du-Rhône, Le Petit Violon og en Côtes-du-Rhône-Villages Violon Rouge. Vingården har også to hvide og to rosé på programmet. Vinene fra Domaine de Cremone fås endnu ikke i Danmark.