Cave de Gallician - Bergmanns vinside

Bergmanns Vinside
Gå til indhold

Cave de Gallician

Frankrig > Rhône > Sydlige Rhône > Costières de Nîmes > Vine fra Costières de Nîmes
Cave de Gallician er et forholdvis nyt kooperativ (oprettet i 1951) beliggende i den lille by Vauvert i den sydlige del af Costières de Nîmes ca. 15 kilometer sydvest for Arles. Kooperativet har ca. 50 medlemmer og råder over 800 ha. marker på grænsen til det flade Camarque tæt ved Middelhavet. Jorden er dækket af rullesten, og den vigtigste drue er Mourvedre, fulgt af Syrah og Grenache.
En af vinene fra dette kooperativ, "Terre des Launes", har i længere tid været en af vore foretrukne dagligvine. For kun 47 kr. fik man en vin med duft af mørke bær, velbalanceret, frisk og struktureret med frugt og bløde tanniner og en lang eftersmag. Vinen kommer fra udvalgte parceller og er lavet på de tre ovennævnte druer, som er vinificeret separat. Vinen har været forhandlet af Rema1000, men er nu blevet erstattet af en anden fra samme kooperativ, "Magnus". Denne vin er lavet på Syrah 60 %, Grenache Noir 20% og Marselan 20 % og har lagret 18 måneder på egetræsfade. Det høje indhold af Syrah gør at vinen ikke er så umiddelbar som ung, men mon ikke tiden hjælper på det? Desværre er begge vine p.t. udgået af Rema1000s sortiment.
Tilbage til indhold