Domaine des Banquettes
Frankrig > Rhône > Sydlige Rhône > Rasteau > Dyrkere i Rasteau
Domaine des Banquettes ligger i godt selskab, på den anden side af vejen finder man Domaine Beau Mistral, og lidt længere nede af vejen finder man domænerne la Soumade, du Trapadis, Elodie Balme og la Collière. Domænets har været i familiens eje siden 1910, og den daværende ejer var i 1925 med til at starte kooperativet i Rasteau. I 2002 forlod man kooperativet og begyndte vinficering og aftapning på domænet. Dog sælges noget af produktionen stadig til kooperativet. I den forbindelse byggede man nye kældre, og da vingården ligger på en skråning med en højdeforskel på 9 meter byggede man kældrene med druemodtagelsen øverst og lagringskælderen nederst, så vinene kan overføres helt uden pumpning.
Vingården ejes i dag af Christelle og Patrice André og er idag på ca. 30 ha. fordelt næsten ligeligt mellem Rasteau og Plan de Dieu. Mit eneste kendskab til vinene fra denne vingård er indtil nu deres Rasteau. Den laves på 50% Grenache, 20% Syrah, 25% Mourvedre og 5% meget gammel Carignan. De fleste vinstokke har en alder på over 35 år. Druerne håndplukkes og Syrah lagres på træfade, de øvrige lagres på tank. Vinen hører til lettere og mere elegante Rasteau'er, men er stadig en kraftig og fyldig vin, blød og rund med en duft af røde frugter. Vingården laver også en luksus Rasteau "Cuvée Anaïs", som lagres på barriques i 12 måneder, en Plan de Dieu "Cuvée Fabien" på lige dele Grenache og Syrah samt en Vin Doux Naturel (sød) på meget gamle Grenache stokke, men disse vine har jeg ikke set til salg i Danmark. Rasteau vinen fra Domaine des Banquettes sælges i Danmark til en meget venlig pris af OSL Vin i Viby J.