Dom. Baumann-Zirgel
Frankrig > Alsace > Dyrkere i Alsace
Domaine Baumann-Zirgel ligger på vejen op i højderne ud af Mittelwihr. Vingården blev startet i 1956 og drives i dag af Benjamin Zirgel, som er 3. generation på gården. Gården er hen ad vejen blevet udvidet til 11 ha. med parceller i 4 forskellige Grand Cru: Mandelberg i Mittelwihr, Schoenenbourg og Sporen i Riquewihr og Schlossberg i Kientzheim samt 5 Lieu-Dit: Streng, Schwenkel, Stumpfgasse, Rimelsberg og Bouxberg. Alt i alt er gårdens marker fordelt på 37 parceller.
Efter Benjamin Zirgel kom til i 2001 har man arbejdet på at gøre driften af gården så bæredygtig som muligt, og i 2016 blev man klassificeret økologisk. Men det var ikke nok, man skulle også være biodynamisk! Det lykkedes i 2020 og man kan nu sætte Demeter mærket på de fleste af husets vine. Man har dog stadig parceller, der ikke er klassificeret økologiske eller biodynamiske, det kan være meget meget svært med små parceller hist og her, hvis ikke de andre ejere af marken også er interesseret. Men der arbejdes på det, og Benjamin Zirgel brænder for det biodynamiske, bl.a. er der nu også sat redekasser op rundt i markerne, så fugle kan hjælpe med at holde skadelige insekter ned på en naturlig måde, og han har også lavet en lille udstilling i laden, der viser gæster hvordan man arbejder biodynamisk.
Da vi kender vingården godt fra tidligere besøg, blandt andet har vi benyttet os af deres udmærkede Gites (ferielejligheder, de har 6 forskellige, kan bestilles gennem Gites de France) et par gange, ville vi denne gang koncentrere os om de nye vine. (man laver tæt på 40 forskellige vine ialt). Vi startede med en biodynamisk Pinot Auxerrois, en tør og elegant vin, Derefter smagte vi en af nyhederne, en assemblage vin Ozmose by Zirgel, endnu en tør hvidvin blandet af tre forskellige årgange af Gewurztraminer, samt Chasselas, Pinot Gris og Riesling. En dejlig vin som aperitif eller som terrassevin på en varm dag. En meget interessant vin. Den næste vin var en stor overraskelse "Le Renard et la Lune Rouge" var mørk som et let rødvin, men smagte ikke som en rødvin. Det viste sig at være en Vin Orange de Macération, en biodynamisk vin lavet på Pinot Gris som havde trukket længe på drueskindet (Pinot Gris har let rødlige druer) og derefter gæret helt tør. Det er første gang den er lavet, og ikke engang Benjamin Zirgel ved rigtig hvordan den vil udvikle sig. Til sidst smagte vi husets to rødvine på Pinot Noir, begge gode vine, men den lille prisforskel op til Pinot Noir "Pièce de Chêne" gjorde at det var den der blev købt. Det er en biodynamisk vin lavet på druer fra gamle vinstokke, og derefter lagret på egetræsfade, 1/3 nye, 1/3 1 år gamle og 1/3 2 år gamle, og derefter tappet på flaske uden filtrering. Det er en elegant vin med duft af kirsebær og let eg fra lagringen, en vin der kan lagre op til 10 år, og som bør hældes på karaffel inden man drikker den.