Dom. J.M. Wassler
Frankrig > Alsace > Dyrkere i Alsace
Vingården, der er på 8,5 ha., drives i dag af 3, generation, Fabrice Wassler, og siden han tog over i 2001 er udvalget af vin steget fra de obligatoriske 7 til over 20, og udvalget skifter hele tiden, nye vine kommer til og andre forsvinder. En af dem, der forsvandt, er således vores favorit fra tidligere besøg, Pinot Noir Selection Z (som Mme Wassler sagde: Z er nok ikke det heldigste navn på en vin i disse tider). Druerne fra denne vin vin bruges nu til huset røde Pinot Noir, som er blevet mørkere og kraftigere (14,5%), en rigtig rødvin, og til den nye rødvin "Trou Noir", en "naturvin" lavet på specielt udvalgte druer fra lieu-dit "Zellberg", gæret på det naturlige gær fra druernes skind, ikke filtreret, og tappet på flaske uden tilsætning af sulfitter. En rigtig kraftig "bamse" af en rødvin på 15%. Denne vin er, lige som de fleste andre af husets vine, klassificeret HVE (Haute Valeur Environmentale" høj miljøværdi), det sidste skridt på vejen til godkendelsen som økologisk vin, som ventes at være i hus snarest. Foruden at lave naturvin er Fabrice Wassler også grebet af den nye trend med "assemblage" vin, dvs vine på en blanding af forskellige druer. Sådan vine har man haft i mange år, kaldet Edelzwicker, men det har som regel været den billigste vin på listen. Det nye er, at man nu blander vinene på de bedste druer for at opnå lige den vin man ønsker. Vi smagte to forskellige, "RS" en blanding af 50% Riesling "Heissenberg" og 50% Sylvaner Vieilles Vignes, en let vin, ikke for tør, blød og velsmagende, og Le Plaisir de Lucas, (opkaldt efter Fabrices første søn) en blanding af 60% Pinot Gris, 30% Gewurztraminer og 10% Riesling, en meget behagelig vin, hvor Rieslingen redder vinen fra at være alt for sød. En vin velegnet som aperitif eller terrassevin. Er man mere til den "rene" vare, er Riesling "La Colline des Moines" (en grand cru fra Muenchberg) og Gewurztraminer "Cuvée des Anges", samt deres Pinot Gris absolut værd at prøve.
Som et kuriosum, Domaine Wassler driver også en campingplads for autocampere.