Dom. de la Vieille Forge - Bergmanns vinside

Bergmanns Vinside
Gå til indhold

Dom. de la Vieille Forge

Frankrig > Alsace > Dyrkere i Alsace
Da Denis Wurtz i 1998 overtog bedstemoderens lille vingård i Beblenheim var den på 1 ha. med meget gamle vinstokke. Denis Wurtz kastede sig helhjertet ud i driften, han studerede vinkundskab i Bourgogne (Beaune og Dijon), og har siden udvidet vingården til de 10 ha. den er på i dag. Opholdet i Bourgogne har givet ham en forkærlighed for Pinot Noir, men på vingården dyrkes naturligvis alle de kendte Alsace druer. En specialitet er en vin lavet på Chasselas druen fra meget gamle vinstokke. Normalt bruges denne drue, som ikke regnes særlig højt i Alsace, kun som basisvin for Edelzwicker, men enkelte dyrkere formår som her at lave en frisk og charmerende vin. Han indså hurtigt, at med de høje priser på jord i Alsace blev vingården nok ikke større, så der måtte satses på høj kvalitet i stedet. I dag har vingården parceller på 4 Grand Cru marker, Sporen, Sonnenglanz, Mandelberg og Schoenbourg. De forskellige vine herfra er alle af høj kvalitet, men ved vores besøg denne gang satsede vi mest på Pinot baserede vine. Vi smagte dog også en Riesling Silex fra marker lige neden for Sporen i Riquewihr, en fyldig og kraftig Riesling med finesse og elegance. Af Pinot-vinene gjorde især den hvide Héphaïstos indtryk, den laves på lige dele Pinot Blanc, Pinot Gris og Pinot Noir (Blanc de Noir) og lagres et år på træfade. En Pinot Noir Rosé var også et stort hit, frisk og fyldig i sommervarmen. Husets røde Pinot Noir "les Amandiers" kommer fra Grand Cru marken Mandelberg og lagres på barriques. Denne vin fik i årgang 2015 Coup de Coeur i Guide Hachette, denne hæder kan årgang 2016 ikke helt leve op til, udbyttet er stadig for højt, ca. 50 hl/ha, men en dejlig rødvin er det og prisen er meget rimelig.
Tilbage til indhold