Ch. Saint-Roch/ Dom. Lafage
Frankrig > Languedoc/ Roussillon > Dyrkere i Roussillon
Chateau Saint Roch's 40 ha. ligger på skråningerne langs floden Agly ved foden af borgen Queribus, som var katharenes sidste tilholdssted. Slottet ligger 25 km fra Perpignan og Middelhavet. Vi er i den franske del af Catalonien tæt ved foden af Pyrenæerne. Domænet blev skabt i 1998 af Francis Guerin, som i 2001 solgte til Marc og Emma Bournazeau. I 2007 solgte de slottet igen, denne gang til Jean-Marc og Eliane Lafage, som i forvejen ejer ca. 400 ha med vinmarker omkring Perpignan.
Hver vinmark ligger omgivet af solbærbuske, figen-, granatæble-, kirsebær- og johannesbrødtræer og ind imellem marker med timian og lavendel.
Jordbunden er ren skifer på en base af limsten og markerne ligger i en højde af 120-370 meter. Druerne høstes ved håndkraft og der sorteres i tre omgange, første gang en "grøn" høst, hvor der tyndes ud i drueklasserne, derefter udvælges kun de bedste druer ved selve høsten og til sidst sorteres druerne igen ved ankomsten til kælderen. Udbyttet for slottets topvine ligger på 20-30 hl/ha.
"Chimères", som Robert Parker giver 91 point, er et rigtig godt køb. Det er en mørk og kraftig vin, med kirsebær, blommer og hindbær, men også en svagt strøg af jod i duften. I munden er den fyldt med frugt, men også moden tannin, der lover godt for en lagring på 5 år. Vinene forhandles af Andrup Vin i Esbjerg
Domaine Lafage laver også en mængde andre vine fra deres 400 ha i Roussillon. Jeg har kun smagt ganske få af dem, men de fleste har, ligesom Saint Roch, været meget lækre vine, kraftige, bløde og velsmagende. Jeg har især været glad for Vignes Magiques, lavet på 50% Carignan fra meget gamle vinstokke, 30% Syrah og 20% Grenache. Jeg har også smagt Cuvée Nicolas, lavet på næste 100% Grenache fra gamle vinstokke, som jeg dog finder for sød. Også disse vine forhandles af Andrup Vin.