Domaine Gerard Metz
Frankrig > Alsace > Dyrkere i Alsace
Denne vingård stod øverst på listen over steder vi absolut skulle besøge denne gang, og så var der lukket!! Men efter at have smagte vine derfra på restauranter under vores ophold, var vi besluttede på at prøve igen og igen. Det lykkedes heldigvis den sidste eftermiddag inden vi skulle hjem. Ejeren, Eric Casimir, svigersøn til Gerard Metz, var netop vendt hjem fra forretningsrejse til USA og var travlt optaget med forberedelserne til aftenens byfest i Itterswiller, "Fête de Fruehmess", men fandt alligevel tid til en meget interessant smagning.
Eric Casimir er meget opsat på at lave de bedst mulige vine, så derfor arbejder han økologisk og vælger et lavt udbytte fra sine marker, under 60 hl/ha for standardvinene og helt ned 25 hl/ha for topvinene. "Man laver ikke god vin med et udbytte på 80 hl/ha"
Han laver 24 forskellige vine på vingården, fordelt på de traditionelle, kaldet "Vins de Fruit" fordelt på "Harmony" og "Vieille Vignes", "Wine Note" (naturvine), "Les Vins de Terroir" (enkeltmarksvine og Grand Cru), "Les Vins de Temps" (Vendanges Tardives") samt Cremants.
Der var selvfølgelig ikke tid til at smage alle, men vi smagte en rigtig god Pinot Gris og en Pinot Noir Vieilles Vignes, blød, fyldig og højt hævet over de traditionelle, let tynde Alsaciske rødvine. Derefter smagte vi to helt specielle naturvine, Wine Note Blanc, en orange vin (dvs en hvidvine lavet som en rødvin med gæring på skallerne) lavet på Gewurztraminer, men gæret helt tør, meget særpræget, men spændende, samt Wine Note Rouge, selvfølgelig lavet på Pinot Noir, en lækker vin helt uden tilsætning af sulfitter.
Vingården laver enkeltesmarksvine fra følgende marker: Grand Cru Zotzenberg (Sylvaner), Grand Cru Muenchberg (Riesling), Cru de Brandluft (Riesling), Cru du Fruehmess (Pinot Gris og Riesling), samt min personlige favorit Cru du Haydi, en Pinot Noir lagret på barriques, en dejlig vin med sorte frugter og lidt træ i duften og en rund og blød smag med solbær og velintegrerede tannniner. Et godt eksempel på at Alsace er blevet det bedste valg for Pinot Noir uden for Bourgogne.
De mange musik navne hentyder til, at Eric Casimir betragter en vinbonde lidt som en komponist, der samler de enkelte noder, her terroir, druer og klima, til et samlet hele, en harmoni. Domaine Gerard Metz har endnu ingen forhandler i Danmark.